
Odense Havkajakklub, Havkajakklubben Malik og Qajaq København, havde inviteret til træf i weekenden d. 11.-13. september 2009 på Urhøj Camping, lige syd for Kalundborg.
Vi ankom med ”Perlerne” på taget, fredag sidst på eftermiddagen. Kun en lille håndfuld var endnu bænket om et bord, med kaffen. Teltet kom op, godt i læ bag en hæk, da pladsen lå nærmest helt ned til stranden, med en flot udsigt ud over Storebælt.

I løbet af aftenen dukkede flere og flere op, og jeg gætter på at vi nok var ca. 50 deltagere over hele weekenden.
Meget forudseende havde Kajakklubben Malik, rejst et ”forsamlingshus” i form af et stort telt. Og det blev nyttigt, da mørket efterhånden sænkede sig, og vinden tog lidt til.
Det blev en hyggelig aften, med en masse snak, med gamle og nye bekendte.

Björn Thomasson var blevet bedt om at holde workshop i padleteknik om lørdagen, så kl. 10.00 stod vi klar på plænen, til lidt teori, inden vi gik på vandet.
På en yderst letforståelig og pædagogisk måde, formår han at forklare og vise teknik, så det suser ind på min lystavle.
Jeg havde et helt personligt ønske om at kunne ro lidt stærkere, og jeg tror jeg har fattet en vigtig pointe. Men det vil vise sig ved den næste handicaproning i min klub ;-) Nu var der så bare lige det, at hverken vinden eller vandet, den dag havde lagt sig til rette på en måde, der gjorde finpudsningen af teknikken helt enkel. Det kom til at handle lidt mere om at styre i frisk sidevind med pæne bølger, surf og støttetag og det er jo heller ikke så dårligt.

10 m/s fra NV, bølger ovre fra Fyn, blød og fin sandstrand = dejlig legeplads.
Så om eftermiddagen stod den mest på surf og rul i de smukke Grønlandske kajakker.
Sidst på eftermiddagen kunne man boltre sig i tovene som var hængt op mellem et par træer. En meget underholdene disciplin både for udøveren og beskueren.
Efter middagen i det fri, trak vi igen inden for i ”forsamlingshuset” og hyggen og snakken fortsatte længe, over rødvinen og whiskyen.

Det var planen at Björn skulle holde rulle workshop søndag formiddag. Vinden var drejet lidt i nord, men på ingen måde blevet svagere. Derfor blev en anden plan hurtigt vedtaget, der gik på at pakke sammen og køre til Reersø havn, hvor vi kunne finde bølgelæ.
En enkelt kunne ikke rulle, så Björn gennemgik standartrullet på græsplænen, og heldigvis for det. Der er altid en ny lille detalje man ikke har haft fokus på før, og igen bliver det hele forklaret på en utrolig enkel og god måde.
Det var bare med at holde fast i kajakken da den blev sat i på det relativt flade vand, i den meget kraftige fralandsvind. Tør slet ikke tænke på hvor min lette ”Perle” kunne være drevet hen, hvis jeg havde sluppet den et sekund. Selv med mig i, drev den ret kvikt derudaf. Så efter hvert andet rul, var det tid at padle ind igen mod kysten. Dejligt at mærke, at de fif, man lige havde fået på plænen, virkede.
Jeg var så heldig at Per stod i vandet, og jeg benyttede lige chancen til at få lidt hjælp. Og Vipti Vupti fik jeg håndrullet, på den måde jeg gerne ville. Tak for hjælpen, og tak til alle der deltog, for en yderst hyggelig og lærerig weekend.
Jeg håber at næste års Qajaq træf ikke falder sammen med Havkajakroernes efterårstræf.
Annie Juhl
Annie’s beretning er også lagt op som PDF under Turberetninger under Q for Qajaq.