Archive for the ‘Andre foreninger’ Category

DM 2010 i Havkajak 3.-5. sep. i Skovshoved

Wednesday, August 11th, 2010

Niels Ginge forsøger at undgå regnen i sin Illorsuit. SJS

For tredje år i træk arrangeres der DM i Havkajak Teknik & Rul. Det sker skiftevis i Vest- og Østdanmark, og i år arrangerer DKF mesterskaberne sammen med Skovshoved Roklub.
DM 2010 har sin egen hjemmeside.

Information og træning fredag den 3. september

Der er information og test af banen fredag.
I aåt ser det ud til at Teknik og Rul er separeret bedre med hver sin dag, så den ene diciplin ikke presse ud til at blive en natteforestilling.

DM i Havkajak Teknik den 4. september

Konkurrencen afvikles på en bane med forskellige forhindringer og tekniske udfordringer, som deltagerene skal igennem. Hovedparten af udfordringerne lægger sig op ad de tekniske færdigheder, som findes i EPP-hav niveauerne (f.eks. forskellige former for tag, vendinger, manøvreringer, forflytninger, redninger mv.) samt en række vandakrobatiske elementer.
Nogle af opgaverne vil medføre at deltageren skal i vandet, hvilket deltageren skal have in mente i forhold til påklædning.
Banen roes på tid og er tilrettelagt således, at den tekniske dygtige roer vil vinde over den stærke, men mindre tekniske roer. Banen roes igennem to gange og de 6 deltagere, der samlet har den bedste tid går videre til den endelige finale. I finalen er det roeren med den bedste tid der, som er vinderen.
En deltager kan godt gennemføre banen uden at gennemføre alle delelementerne – man kan f.eks. i stedet for delelementer med rul eller med at stå oprejst i kajakken, dreje kajakken 360 grader rundt.
Banen er designet så regulære havkajakker har en bedre chance end havracere og rullekajakker/lærredskajakker, ligeledes vil kajakker med dobbeltskot have en fordel.
Der afvikles både en dameklasse og en herreklasse. Hvis en af klasserne har mindre end 8 deltagere, afvikles konkurrencen som en samlet klasse.
Banen for Havkajak teknik DM 2010 er under udarbejdelse og kan derfor ikke beskrives i detaljer endnu. Dog kan det siges, at banen vil indeholde mange af de samme elementer som sidste års bane.
Hvis du har Google Earth installeret, kan du se banen fra 2009 omtalen og banen her på Havkajakroerne fra 2009 ved Marselisborg Strand.

DM i Rul søndag den 5. september

DM i grønlandsrul afvikles søndag d. 5. september. Deltagere skal ved tilmelding tilkendegive antal af rul, man ønsker at udføre. Rullebeskrivelser kan læses på denne site i en dansk oversættelse, eller læs de officielle beskrivelser her fra Qajaq_USA.
Konkurrencen afvikles fælles for damer og herrer og sådan at der kun vil være en deltager på vandet ad gangen. Hver deltager har højst ½ time til at afvikle sine rul. Der indgår de rul der er beskrevet i reglerne for grønlandske rul, undtagen konkurrence i ”hvalrostræk”. 

Regler omkring deltagelse og bådtyper

Deltagerne skal bære svømmevest under konkurrencen og være i
besiddelse af et EPP2 bevis eller have et færdighedsniveau svarende hertil.
Kajakkerne skal være min. 4 m i længden – herudover er der ingen krav til kajakkerne omend det stærkt anbefales at kajakkerne har fuld opdrift.

Se mere på hjemmesiden

Steffen Juul, Webmaster

GM 2010 i Qajaq i uge 28 i Nuuk

Sunday, July 18th, 2010

Billedet er fra deres hjemmeside med vinderen af det første løb, herrernes korte distance på 20 km

Så er det sidste dag i Grønlandsmesterskaberne i Qajaq 2010 i Nuuk, som afvikles over indeværende uge. Mesterskaberne arrangeres af den lokale kajakklub, Peqatigiiffik Qajaq Nuuk.
Du kan se mere på deres hjemmeside her.
Billedet er fra deres hjemmeside med vinderen af det første løb, herrernes korte distance på 20 km.
Vinderen blev Apollo Zeeb fra Qaarsut en søsterby til Illorsuit, og her kan man se ophavet til Anas Acutaen, som opstod gennem optegning og kopiering af Ken Taylors hjembragte kajak fra Illorsuit i 1959. Bemærk bl.a. den karakteristiske “hale” på kajakken.

I går blev der bragt 10 minutter fra DR2 i Grønlands Nyt, hvor dekltagerantallet i år er reduceret fra 120 til 100, idet mna nu sætter lidt større krav til deltagerne - fx- at de har trænet!!
Hjemmesien er ikke rigtigt opdateret, så man må nok vente et par dage på det samlede resultat.

Steffen Juul, Webmaster.

Lillebælts Blå Bånd 2010 den 21.08.10

Friday, July 9th, 2010

Billede fra deres egen hjemmeside.

For havkajakker er der i Lillebælts Blå Bånd en 20 km distance.  Der er ikke taget endelig stilling til havræsere, men da tur/kap er i samme klasse, må det være naturligt at hav/hybrider også er i samme klasse.

Det et fælles arrrangement for Middelfarts ro- og kajakklubber.Der er enkeltstart med roere og kajakker blandet og som noget nyt for kajakroere så bruger vi roernes handicap til afgørelse af løbstid, dvs. deres gives rabat til de ældre roere. Vi  gør det primært for at undgå alt for mange præmieklasser (årgange). 

Steffen Juul, Webmaster

Sea Challenge Bornholm 2010 den 20.-22.08.10

Thursday, July 8th, 2010

Det er Rønne Roklub som arrangerer Sea Challenge Bornholm. Billede fra sidste år

Igen i år inviterer Rønne Roklub på en kajaktur rundt om Bornholm.

I weekenden 20. - 22. august bliver øen delt op i tre etaper, hvor der vil være rig mulighed for at opleve Bornholm fra sin smukkeste side… nemlig fra havet.

1. etape går fra Rønne og nordover forbi Hammershus og Hammerknuden med målgang i en lille jollehavn ved Allinge-Sandvig.

2. etape går sydover langs den klippefyldte østkyst, der er fyldt med naturoplevelser og hyggelige småhavne og -byer. Mål i Nexø.

3. etape går fra Nexø langs sydkysten til Rønne. Undervej vil du passere Balka og Dueodde - måske der er tid til en lille dukkert.

Bornholm er klart en ø med mange frisører - dvs. en klippeø!

Tilmelding og mere information på:
http://www.SeaChallengeBornholm.dk/.

Roklubben opfordrer i øvrigt til, at man tilmelder sig hurtigst muligt, da der inden så længe begynder at blive udsolgte færgeafgange… og det er måske lige langt nok at ro til Bornholm selv.

Steffen Juul, Webmaster

Sea Challenge Fyn 2010 den 1.-7. august

Wednesday, July 7th, 2010

Forsiden fra Sea Challenge brochuren for 2010.

Tilmelding til årets Sea Challenge Fyn slutter den 18 juli.

Tilmelding sker på deres egen hjemmeside. Sea Challenge Fyn 2010 afvikles med start den søndag Havkajakroernes Sommertræf slutter. Så skal du have festmiddagen med, så kan du tage den lille Challenge i form af en weekendtur som beskrevet efterfølgende.

Her kan læses følgende fra deres velkomsthilsen på nettet:
Vi har endnu ikke lukket for tilmeldingen til årets tur rundt om smukke Fyn, så du kan stadig nå det. Hvis du ikke føler dig i form til hele turen rundt om øen, så kan du tilmelde dig weekendturen.

Weekendturen består af 3 etaper på mellem 20 og 40 km. I starter i Bogense torsdag d. 5. august og slutter i Svendborg lørdag d. 7. august. Turen er knap så krævende som turen hele vejen rundt om Fyn, og du kan stadig nå at træne dig op til det. Vil du vide mere om weekendturen og om arrangementet generelt, så klik ind på www.seachallengefyn.dk

Du kan læse mere om de forskellige ture på siden “Ture og Etaper” som ligger under ”Sea Challenge Fyn er”.
NB! tilmelding lukker som skrevet søndag d. 18. juli .

Steffen Juul, Webmaster

Freya Hoffmeister i København den 17. maj 2010

Friday, April 30th, 2010

Klik for mere detaljeret billede

Så er det igen lykkedes at få Freya til Danmark, og nu for at fortælle om sin tur Australien Rundt.
Arrangementet er et samarbejde mellem Havkajakroerne og DKF og løber af stabelen den 17. maj 2010.

Klik på billedet for at få et større og mere detaljeret billede.
Billetter bestilles på DKF’s hjemmeside her.
Du kan se Freyas hjemmeside QajaqUnderground her.

Steffen Juul, Admin

Få skærpet dit natursyn som Havkajakroer her!

Thursday, April 22nd, 2010

Udsnit fra topografisk kort 1:50.000 fra Kort- og Matrikelstyrelsen (Vis-IT)

Her har du mulighed for at komme med på to meget spændende fugleture mm. sammen med naturvejledere i havkajak.
Det er Fugleværnsfonden og Dansk Ornitologisk Forening som står for arrangementerne af de 2 ture i havkajak her i sensommeren.

Her har du mulighed som havkajakroer at få indblik i natursyn fra “professionelle” folk, og med et “hands on ” arrangement kan der drøftes hvordan du som havkajakroer kan undgå at komme galt afsted i naturen, KUN fordi du sniger dig afsted ganske lydløst i en havkajak og herved kommer til at “overrumple” naturen i din iver for at opleve den!

I vor nye hjemmeside vil vi meget gerne have et hjørne med omkring natursyn og hvordan naturen “oplever” dig som kajakroer, lige såvel som vi generelt gerne vil have mere indblik i naturens forunderlige verden set fra en havkajak.
Er du både havkajakroer og naturmenneske, eller endda naturvejleder, så mangler vi en ankermand på denne facet af vor nye hjemmeside. Smid en mail til webmaster såfremt du ønsker at gi’ en hånd med.

Hyllekrogen

Det ene tur går til Hyllekrogen ved Rødby, hvor naturvejleder Allan Gudio Nielsen guider dig i havkajak lørdag den 28. august 2010, kl. 10:00 - 16:00. Mødested er P-pladsen ved ved foden af Hyllekrogtangen. Området er omfattet af reservatet Hyllekrog-Saksfjed.

Agerø (se billede foroven)

Den anden tur går til Agerø ved Mors, hvor naturvejleder Lars Bork og Allan Guido Nielsen guider dig i havkajak lørdag den 18. september, 10:00 - 16:00.

Læs mere om program, kort, tilmelding og links til flere oplysninger om ormåder, reservater mv.

Steffen Juul, Admin.

DK Rundt Road Show Århus og København

Saturday, March 13th, 2010

Foredrag med Erik B. Jørgensen om sin tur Danmark Rundt i Isvinteren 2010. Klik for at hente program, tider og steder.

Nu er de sidste aftaler faldet på plads omkring de kommende foredrag som DKF og Havkajakroerne arrangerer, så du kan nu høre Erik B. Jørgensen fortælle om sine fantastiske tur Danmark Rundt i isvinteren 2010, både øst og vest for Storebælt!
Århus den 8. april og København den 15. april - køb billetter på DKF’s hjemmeside under “Kalender” og vælg så 8. eller 15. april. Bemærk begrænset deltagerantal
For dem der allerede savner sneen og isen, så hug til her - og få en dejlig aften i køleskabet!

Steffen Juul, Admin.

Foredrag om Danmark Rundt i Isvinteren 2010

Saturday, February 27th, 2010

Klik for at hente billedfil med stort program (1,3 MB). Grafik: Jørgen Brøgger, Havkajak INfo.

Erik B. Jørgensen holder en række foredrag rundt i Danmark, hvor han fortæller om sin tur Danmark rundt i havkajak i december og januar 2010 - præcis hvor vi (næsten) havde isvinter.
Foredragene er arrangeret af DKF og Havkajakroerne. Du kan tilmelde dig her på DKF’s hjemmeside under Kalender og finde den 8. april 2010, hvor Erik fortæller i Århus. Foredraget i København er endnu ikke programsat, men vi vil bringe nyt så snart det foreligger. Pris 50 kr.
Du kan også læse mere om det i det nye nummer af Havkajak-INfo fra på mandag.

Steffen Juul, Admin.

DGI’s Havkajakuddannelser og retningslinier

Tuesday, January 12th, 2010

DGI har fået nyt Havkajaklogo i forbindelse med deres nye retningslinier

Så er de her - DGI’s nye Havkajakuddannelser og Retningslinier - som DGI meddelte i sin tid meddelte de ville færdigudvikle da EPP blev annonceret af DKF. Nu er der her mulighed for at studere dem nærmere her.

Det bliver interessant at se om ikke Havkajaksamrådet fremover kan blive det åbne og fælles forum for udvikling af havkajak sikkerhed og uddannelser i Danmark. Det er dog som om Havkajaksamrådet - eller i hvertfald hjemmesiden - er gået sukkerkold. Lad os se om foråret ikke kan varme rådet lidt op og få dem ud af busken så vi allesammen kan diskutere havkajak!

DGI’s Havkajakuddannelser og Retningslinier er friske fra fad, idet de blev endelig godkendt hos DGI i søndags. De var svære at finde på DGI’s hjemmeside - de var ikke lige frem breaking news hos DGI - men her er linket til siden! Download sker fra menuen i højre side.

Steffen Juul, Admin.

Havkajakteknik er kultur…!

Tuesday, November 3rd, 2009

Forsiderne fra BCU's 2 håndbøger, som begge damper af kajakkultur, som er udviklet over mange år og på en meget højt niveau.

2 dage efter jeg havde omtalt Gordon Browns DVD “Sea Kayak”, som skulle basere sig på hans bog af samme navn - ja så dumpede DVD’en ned i min postkasse.
Efter at have set DVD’en indraf der sig en form for tomhed? - var den god, var den dårlig, eller var den lidt intetsigende?

Nej den er ikke dårlig, der er blændende fine gennemgange af styretag med close-up optagelser, hvor man får forklaret mulighederne med forskellig vinkling af pagajen, men DVD’en efterlod en form for skuffelse - ingen tvivl om det.
Måske er det filmens bevidste forsøg på at kombinere en tur over 4 dage med tekniksekvenser som gjorde den lidt flad??
Den har slet ikke den friskhed og umiddelbarhed som Justine Curgenven’s TITS-film har (specielt de to første), og klipningen er heller ikke så spændende. Jeg tror den er fortænkt pædagogisk - og har slet ikke det høje niveau som Gordon Brown’s bog har.
MEN hvad var det så der galt? - er det den manglende - eller smittende glæde ved at ro havkajak som mangler i filmen? Bliver den ikke hurtigt afsporet, når det er nødvendigt i en film, at forklare hvad der er spændende ved en kajaktur!!!

Jeg var lidt frustreret, idet jeg håbede at der her var stof  - eller en indgang - til et indlæg om havkajakteknik, som der ikke er så mange af - sikkert også fordi det hurtigt bliver en relgion? - og dog - for nylig var der en rigtigt god tråd på Forum omkring turledelse og gruppediciplin, hvor samtlige indlæg var fine og bredte problematikker meget flot ud.

NÅ men det grublede jeg noget over den efterfølgende tid, for at få has på et positivt out-put til en artikkel her på siden. Det er jo ikke et spørgsmål om at udnævne den bedste bog om havkajakteknik - den findens ikke - heldigvis - men der findes talrige utroligt interessante bøger om teknik - men hvad er det så der griber en når man oplever og udvikler teknik - i teori og - i praksis?

Det begyndte at dæmre for mig da jeg tog BCU’s to håndbøger ned fra reolen og bladende løst igennem dem - og tanken sprang tilbage til min egen start på havkajakroning - det der virkelig imponerede mig i sin tid, hvor jeg skulle oplæres og frigives som havkajakroer??? - det var kulturen bag teknikken og det at ro havkajak som imponerede mig og mange andre nybegyndere.
Kajakkultur er præcist det de to håndbøger oser af, og det er kulturen som er svaret på min egen frustration da jeg havde set filmen “Sea Kayak”.
Når man læser i de to BCU håndbøger så får man en forbandet lyst til at rive kajakken ned fra holderne og kaste sig ud på vandet - de virker smittende - givende og igangsættende - man får simpelhen lyst til at blive en bedre havkajakroer - og det skal være NU!

EEP har handlet meget om detaljer, præcist niveau, licensøkonomi, og her mangler EPP måske noget af den kultur som er en naturlig del af BCU?
Kan DKF leve op til dette i de kommende år? - EPP er jo bare reglerne, hvor DKF jo skal levere selve “kulturen”, som jo ligger integreret og samlet i BCU? Men er det DKF som skal levere kulturen??? - og helt alene?????

Er det ikke her Havkajakroerne kan yde - skal yde - og nok den dag i dag yder - et væsentligt og helt afgørende bidrag for udvikling af havkajakulturen? Og er det i dette perspektiv vi skal puste nyt liv i det noget hensynende Havkajaksamråd?

EPP, DKF, BCU, osv…..det handler om kajakultur i bred forstand - at være inkluderende mere end ekskluderende, og at se muligheder i stedet for problemer - finde surf i stedet for refleksbølger! Alt andet lige, så bliver de næste års udvikling spændende på alle ledder og kanter.

Björn Thomasson (BT) har gjort et vellykket forsøg på at skrive 3 små hefter om at ro havkajak - at blive eller være havkajakroer - og BT refererer selv til et parallelt udtryk indenfor sejlerverdenen der favner mere end det selekterer - nemlig udtrykket “Sjömanskap” (Seamanship)

Steffen Juul, Admin.

Surfsymposium 2009 ved Klitmøller

Saturday, October 3rd, 2009

Surfsymposium 2009, DKF, Billede: Peter Unold

Af Peter Unold, DKF/BBU

Hvis man søndag d. 27. september stod på kystskrænterne nord for Hanstholm city, ville man  være tilskuer til noget, som mest af alt lignede en slagmark.
Ude på Vigsø-bugten var havet fuld af kajakker, der gang på gang kastede sig mod bølgerne. Nogle gange vandt kajakroerne og fik på kontrolleret vis reddet energien af bølgerne. Andre gange blev roerne spist af bølgerne, blev flået rundt og spyttet ud længere inde på kysten.

DKFs Surfsymposium 2009 havde været i gang siden fredag aften. Her havde de modigste kørt forbi Holstebro og leget på Pagajs freestyle-rampe.
Lørdag formiddag ramte 70 roere bugten ved Klitmøller. Vi havde inden da checket kysten ud mod nord og syd og konsulteret DMIs og Farvandsvæsenets prognoser. Vi risikerede ikke at gå ned på elektronisk udstyr eller undvære nettet i de 3 dage vi var ude i vest.

Surfsymposium 2009, DKF. Billede: Peter Unold.

Basen weekenden over var en stor spejderhytte ved Nr. Vorupør. Her samles hele flokken lørdag aften først til DRs indslag fra VM med Anne&Henriette blæst op på endevæggen i hytten. Forskellen på kaproning på fladt vand og legen i bølgerne på den jyske vestkyst er naturligvis åbenlys. Men lighederne i form af glæden ved kajakroning er lige så oplagt. Senere leverede vores breddekonsulent Rune et oplæg med de tanker vi i DKF gør os om surf og fosroning i fremtiden.

Om søndagen flyttede vi til Fish Factory, surfspottet lidt øst for den massive Roshagemole. De store dønninger kom rullende ind fra Nordsøen, blev afbøjet af molen og rullede ind mod stranden i regulære mønstre. Ikke mindst de små specialiserede surfkajakker kom her til deres ret.

Surfsymposium, DKF. Billede: Peter Unold.

Det var 3. år DKF stod bag surfsymposiet og vi glæder os over at deltagerantallet fortsætter med at vokse. Næste år vender vi tilbage med et nyt symposium den sidste weekend i september. Lad os se om vi ikke runder de 100 deltagere.

Se videoen her og her kan du se billederne.

Støt brysterne - den 17.10.09 på Furesøen

Wednesday, September 30th, 2009

Furesøen. Billede fra Wikipedia.dk

Kano og kajakklubben Nord inviterer i samarbejde med DKF og Kræftens Bekæmpelse til Kvindekajakløbet ”Støt brysterne” den 17.oktober 2009.
Kvindekajakløbet er et trimløb. Formålet er: at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelses landsdækkende kampagne ”Støt brysterne” og samtidig få flere kvinder til at deltage i kajakløb.

Løbet er åbent for kvinder i alle aldre, som har lyst til at ro en tur sammen i de smukke omgivelser på Furesøen og derved støtte kampen mod brystkræft.
Det er muligt at deltage i alle typer af kajakker og kanoer.
Distance: Ruten er på ca. 8 km. langs søbreden.
Tilmelding: sker via kalenderen på www.kano-kajak.dk senest 10.oktober 2009,
Startgebyr 100 kr som går ubeskåret til kampagnen ”Støt Brysterne”.
Efteranmeldelse på dagen 150 kr.

Start og mål ved Kano og Kajakklubben Nord, Furesøbad Fredriksborgvej 101, 3500 Værløse
Udlevering af startnumre 9.00 - 10.30. Instruktion kl. 10.30
Samlet start kl. 11.00, tidtagning stopper kl. 13.00
Præmier: Der vil være lodtrækningspræmier på startnummeret fra vores sponsorer.

Det vil efter løbet være muligt at købe hjemmebagt kage og drikkevarer til yderst rimelige støttepriser.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til koordinator for løbet: Anne Buch-Hansen.
Se endvidere klubbens hjemmeside www.kkkn.dk

Steffen Juul, Admin

Metro Kajak - i storbyens favn

Sunday, September 27th, 2009

I København behøver man ikke GPS - man kan bare kigge på køerne - altså de levende!

På en nyligt overstået arkitektur studietur til Danmarks metropol nr. 1, København, var vi på rundture omkring Københavns Havn, hvor vi også kunne opleve at havkajakken er på vej til at blive et værktøj i dagligdagen for dem der bor meget tæt på vandet.

Med de små sildekasser som terrasser, så er man nødt til at hænge kajakken på huset. Sluseholmen.

Nævnt i flæng så kunne jeg studere vilkårene for havkajak fra syd i Sluseholmen, Teglholmen, Islands Brygge og det pittoreske klondykeområde længere nede at kysten, Fisketorvet, Amerika Kaj og Hellerup Havn i nord.
Der nu er begyndt at komme kajakker i bybilledet, vi mødte mange små grupper på vej rundt i havnen og kanalerne, men vilkårene er sparsomme, både for dem der bor der, og dem der er på besøg.

Ved Sluseholmen er det gamle havnemiljø bevaret - sikke en kontrast!

Jeg læste en gang om et projekt i det Sydsfynske Øhav, hvor man var i gang med at gennemføre landingsmuligheder for havkajakker samt enkle muligheder for lige at “stalde” havkajakken op, mens man tog sig en tur til fods rundt i lokalområdet.
Interessant idé, som jo kunne udvikles på mange forskellige områder, og i det konkrete tilfælde metropoliseres!

En lille kajakklub finder du ved Sluseholmens gamle havnemiljø.

Man kan også se at gadestrøgene i de nye vandbyer omkring Københavns Havn “skriger” efter “møblering” for aktiviteter, leg og ophold i forbindelse med vandet. Det virker tomt, øde og forblæst, men pladsen er her dog, så måske kommer det en dag, når der kommer gode forslag?
Man kunne studere at planlæggerne generelt har meget svært ved at skabe ordentligt kontakt mellem vandfladen og gaderne et par meter højere oppe! Dette var slående næsten overalt, hvor man kom frem i de nye bykvarterer ved vandet.

På Teglholmen er der et fint eksempel på at komme tæt til vandoverfladen - også med kajakker.

Det eneste sted vi så, hvor der virkelig var muligheder for adgang og tilgang til vandet med sin kajak, var på Teglholmen vor tegnestuen Vandkunsten har tegnet en række boligblokke som går ud over vandet og hvor den nederste etage udelukkende er reserveret fritidsaktiviteter som fx. havkajak, firskeri mv. - ja der var faktisk også et udekøkken, hvor man kan stå og rense sine fisk.

Ved IT-universitetet er der et par gode eksempler på opholdsområder tæt på vandet - men kajakken kan desværre ikke komme ind i kanalsystemet i Ørestaden!

På rundturen gennem de mange kanaler så vi også indimellem at der lå kajakker i diverse små skure og pakhuse, så der må være kajakliv rundt omkring, men der er svært for en gæst at spotte.
Da jeg selv var på rundtur i 2007 i havkajak var det meget sparsomt med landspots, men vi fandt dog en lille café ved Chr. Havns Torv, hvor vi kunne komme i land ved en lille flydebro.

Sådan parkerer man kajakkerne ved Caféen ved Chr. Havns Torv.

Bør der gøres mere for kajakfolket i den blå del af metropolen - og måske også for gæstere som lægger vejen forbi et i øvrigt meget spændende område? I hvertfald har jeg hørt at bådpladser i København er en meget efterspurgt vare…

Mulighederne i metropolen er mangfoldige - spis frokost på bryggen ved Skuespilhuset - drik kaffe på trappen ved Operaen - og natmad på stranden ved Torpedohallerne!

Nu er man jo lige gået i gang med at planlægge omformningen af Nordhavnen, hvor der de næste 10 år vil blive gennemført et kæmpe bykvarter - her bør der være masser af muligheder - også for havkajakker. Nordhavn bliver et af de eneste nye bykvarterer som får en stor front direkte ud i mod Øresund.
Måske skal de lokale havkajakklubber, havkajakbutikker mv. på banen og i dialog, så de kan være med til at påvirke Danmarks hovedstad - i fremtiden måske også for kajakker?

Steffen Juul, Admin

Qajaq træf på Sjælland 11.-13. september 2009

Thursday, September 17th, 2009

Qajaq træf 2009 i Kalundborg, Annie Juhl.

Odense Havkajakklub, Havkajakklubben Malik og Qajaq København, havde inviteret til træf i weekenden d. 11.-13. september 2009 på Urhøj Camping, lige syd for Kalundborg.

Vi ankom med ”Perlerne” på taget, fredag sidst på eftermiddagen.  Kun en lille håndfuld var endnu bænket om et bord, med kaffen. Teltet kom op, godt i læ bag en hæk, da pladsen lå nærmest helt ned til stranden, med en flot udsigt ud over Storebælt. 

Qajaq træf 2009 i Kalundbog, Annie Juhl.

I løbet af aftenen dukkede flere og flere op, og jeg gætter på at vi nok var ca. 50 deltagere over hele weekenden.
Meget forudseende havde Kajakklubben Malik, rejst et ”forsamlingshus” i form af et stort telt. Og det blev nyttigt, da mørket efterhånden sænkede sig, og vinden tog lidt til.
Det blev en hyggelig aften, med en masse snak, med gamle og nye bekendte.

Qajaq træf 2009 i Kalundborg, Annie Juhl.

Björn Thomasson var blevet bedt om at holde workshop i padleteknik om lørdagen, så kl. 10.00 stod vi klar på plænen, til lidt teori, inden vi gik på vandet.
På en yderst letforståelig og pædagogisk måde, formår han at forklare og vise teknik, så det suser ind på min lystavle.
Jeg havde et helt personligt ønske om at kunne ro lidt stærkere, og jeg tror jeg har fattet en vigtig pointe.  Men det vil vise sig ved den næste handicaproning i min klub ;-)  Nu var der så bare lige det, at hverken vinden eller vandet, den dag havde lagt sig til rette på en måde, der gjorde finpudsningen af teknikken helt enkel.  Det kom til at handle lidt mere om at styre i frisk sidevind med pæne bølger, surf og støttetag og det er jo heller ikke så dårligt.

Qajaq træf 2009 i Kalundborg, Annie Juhl.

10 m/s fra NV, bølger ovre fra Fyn, blød og fin sandstrand = dejlig legeplads.
Så om eftermiddagen stod den mest på surf og rul i de smukke Grønlandske kajakker.
Sidst på eftermiddagen kunne man boltre sig i tovene som var hængt op mellem et par træer. En meget underholdene disciplin både for udøveren og beskueren.
Efter middagen i det fri, trak vi igen inden for i ”forsamlingshuset” og hyggen og snakken fortsatte længe, over rødvinen og whiskyen.

Qajaqtræf 2009 i Kalundborg, Annie Juhl.

Det var planen at Björn skulle holde rulle workshop søndag formiddag. Vinden var drejet lidt i nord, men på ingen måde blevet svagere. Derfor blev en anden plan hurtigt vedtaget, der gik på at pakke sammen og køre til Reersø havn, hvor vi kunne finde bølgelæ.
En enkelt kunne ikke rulle, så Björn gennemgik standartrullet på græsplænen, og heldigvis for det. Der er altid en ny lille detalje man ikke har haft fokus på før, og igen bliver det hele forklaret på en utrolig enkel og god måde.

Det var bare med at holde fast i kajakken da den blev sat i på det relativt flade vand, i den meget kraftige fralandsvind. Tør slet ikke tænke på hvor min lette ”Perle” kunne være drevet hen, hvis jeg havde sluppet den et sekund. Selv med mig i, drev den ret kvikt derudaf. Så efter hvert andet rul, var det tid at padle ind igen mod kysten. Dejligt at mærke, at de fif, man lige havde fået på plænen, virkede.
Jeg var så heldig at Per stod i vandet, og jeg benyttede lige chancen til at få lidt hjælp. Og Vipti Vupti fik jeg håndrullet, på den måde jeg gerne ville. Tak for hjælpen, og tak til alle der deltog, for en yderst hyggelig og lærerig weekend.

Jeg håber at næste års Qajaq træf ikke falder sammen med Havkajakroernes efterårstræf.

Annie Juhl

Annie’s beretning er også lagt op som PDF under Turberetninger under Q for Qajaq.