
Generelt virker Fyr på mange måder dragende, specielt om aftenen og natten, hvor de blinker og gør opmærksom på sig selv med sit lys eller blink i en kombination som går dem unik i natten.
Denne kommunikation virker dragende når man ser fyret ude i horisonten - og selvom opmærksomheden bliver afledt på lejrpladsen - ja så er den der igen, så snart man vender sig mod fyret og det bliver ved natten lang!
I gamle dage fældede sømændene som regel en tåre når de kunne se deres eget fyr - nu var de hjemme igen - og fastlandet havde så godt som slået en frelsende klo i dem endnu en gang.
Sådan er det ikke i dag, mange fyr er nedlagt, mens et midnre antal fyr er reddet for os romantikere, som nu kan besøge og bese dem, ja vi kan lige frem bo på nogle af fyrene.
I sommer oplevede vi to fantastiske fyr på Sørlandet i Norge. Det var Lyngør Fyr og Store Torungen, hvor sidstnævnte var en kæmpe oplevelse, fordi fyret er som fyr skal være - isoleret på en øde ø, tildels utilgængelig, og med indstøbte rækværker langs betonstien op til selve fyret! - sådan skal det være.
Men udover Store Torungens klassiske form og karakter, så oplevede vi to hyggelige og dejlige mennesker som boede på øen og fyret - Fyrforvalteren og Fyrpoeten.
Det er her fyret bliver mere end et pejlemærke - det bliver nemlig også et holdepunkt, hvilket det var for disse to fyrboere på Store Torungen.

Forhistorien er den, at jeg og min utrættelige assistent havde slået lejr på Ærøya ved indsejlingen til Arendalområdet efter en tur sydover fra skærgården ved Tvedestrand. Vi var her fordi vi skulle til Torungen og afventede egentligt bare nogenlunde vejr. Jeg havde researchet lidt på de to fyr på St. og Ll. Torungen, og de så meget flotte ud inde fra fastlandet.
Vi tog afsted en morgen, fuld sol og lidt vind, og vi kunne forvente en søbrise op ad formiddagen, så det var bare om at komme afsted, så vi kunne nå hjem inden søbrisen ville blive alt for kraftig, hvis såfremt i fald.
Jeg havde en idé om at vi kunne trække kajakker op på bagsiden af den lille havn, men det var umuligt og kajerne i den lille havn var kæmpehøje, så hvad skulle vi gøre???
Der sad en mand i røde shorts på kajen og læste avis, jeg troede han var turist, men han sagde pludselig at vi kunne trække kajakker op lidt ude af klipperne. Det viste sig at det var Fyrforvalter Knut, og han havde sikkert spottet os allerede da vi bygyndte vores kyds ud til Torungen.
Vi fandt en hulning i klipperne og jeg så vi kunne gi den lidt gas op her og så hoppe af i en fart. Kajakkerne var oppe ret hurtigt og vi lagde dem lidt længere op på klipperne inden vi gik hen til havnen for at snakke med Knut.
Vi fald hurtigt i snak med Knut Mørland og han inviterede os på en rundvisning for at se de forskellige huse omkring fyrtårnet. Der var nemlig just indrettet værelser til overnatning og vi sluttede foran deres eget hus, hvor vi fik kaffe ved bordet på den lille græsplæne, hvor Knuts får lå og dasede.
Så kom Fyrpoeten Sondre Foyn Gullvåg ud og hilste på os, og vi fik en række gode historie om øen, fyret og Fyrpoetens bog, eller rettere digtsamlingen Holdepunktet.
Vi købte ogsÃ¥ bogen og fik den signeret. Flot bog med mange fine billeder af Sigve Mathisen krydret med Sondre’s meget fine digte om livet før og efter Sondre havde mødt Knut Mørland og Torungen.
Vi fik en rundvisning i deres eget hus, som Knut havde bevaret som det så ud før med masser af billeder og fotos fra Torungens historie - det var næsten som et lille museum.
Man kan overnatte op til 10-12 stykker på øen og der var begyndt at komme en del ud for både overnatning og fortærring af alt godt fra havet. Oprindeligt havde Knut et bugseringsfirma sammen med sin bror og vi fik et par redningshistorier fra de gange, hvor de skulle ud og bugsere skib inden det røg på skærene. Men Knut var kommet ud for en arbejdsulykke og var nu fyrforvalter her på Torungen.
Det eneste vi ikke nåede var en tur op i fyrtårnet, jeg var nemlig blevet opmærksom på at det var begyndt at blæse yderligere op, så jeg blev lidt utålmodig ved kaffebordet - nu var det altså tid til afgang!
Rigtigt nok - da vi først var fri af læ fra Store Torungen, så var der rimelig store bølger indtil vi sneg os i læ af Lille Torungen og videre til Mærdø, hvor vi spiste frokost og is på stranden.
Sikken en oplevelse og indblik i et par spændende mennesker.

Afslutningen på denne historie indtræffer ca. 3 dage senere, mens vi sidder hos min søns familie i Lillehammer og snakker om vores fantastiske oplevelse på Store Torungen.
Da der bor en lille hellikopterlæge i min søn, begyndte han at gøre store øjne efterhånden som vi fortalte historien, og pludselig hentede han sin bærbare og satte en udsendelse fra NRK på skærmen - fantastiske overlevelser med redningshelikoptere i Norge.
Og lige præcis denne udsendelse handlede om vor Fyrforvalter på Store Torungen og hvordan han overlevede et ulykke på oprørt hav, mens de var ved at komme en coaster til undsætning i en veritabel storm.
Vi var målløse da udsendelsen sluttede, vi havde kun hørt det omtalt af forvalteren selv som en arbejdsulykke, men nu kendte vi hele historien bag ved - og den var utrolig!
Sært som oplevelserne kobler sig sammen og forgrener sig over tid og sted!

PS! - kommer I forbi Store Torungen Fyr en gang, så bestil en frokost i fyrtårnet - hvor I kan sidde om rundbordet på toppen af fyret med formidabel udsigt 360 grader rundt!
Steffen Juul, Admin.