Hiv barnet frem - i dig selv?
Nu i denne tid hvor vi ikke kommer så tit ud og ro, og hvor julefreden snart sænker sig over havet (!) - ja så bør der være mere tid til børnene - eller børnebørnene?
Derfor kan vi havkajakroere selvfølgelig ikke lade være med at give legen med børnene en form for kajak-”vinkel”? - i pædagogikkens hellige navn!
Havkajakroernes Julekonkurrence
Derfor har du nu chancen for at bygge din egen kajak med børnene, selvfølgelig samtidig med at du på bedste vis fører dine børn ind i kajakkens forunderlige verden - med masser af eventyr, øde øer, hylende vinde og skrigende havørne.
Men også i denne verden lurer der farer bag hver styrbords bøje, og derfor bør du nok inkorporere små lærersætninger, som indgyder børnene respekt for havets elementer.
Byg en kajak af Lego
Sæt dig nu på gulvet foran brændeovnen sammen med børnene - træk alle kasserne frem med Lego-klodserne, spred dem ud i en klump og spørg så:
“Hva’ nu hvis… - din kajak var spids?”, som helt tilfældigt vil lede børne ind på at fremkalde billeder af en spids kajak!
Så er du ret hurtigt i gang med at male billeder op i dine børns fantasi, og efter yderligere en række “Hva’ nu hvis?” - så har børnene efterhånden fået bygget en kajak.
Inden længe er det blevet mørkt udenfor og når du så har serveret brunkager og varm kakao, så tager du kameraet frem og fotograferer disse prægtige kajakker - én efter én.
Billederne mailer du til webmaster med angivelse af navn på dig selv og dine små venner samt alder.
Aldersgrænse for deltagelse er vi dog nødt til at fastsætte til max. 180 år, så alle har en chance for at være med under det vi kalder fair-play!
Selvom du tilsyneladende ligner en voksen, så må du gerne hive barnet frem - i dig selv!

Såfremt du er for gammel og har mistet din fantasi, og din hjerne trænger til en RAM-udvidelse, så kan du alternativt frit benytte dig af denne USB Lego-fantasi-hukommelse - men gør det diskret inden børnene deltager i legen!
Frist og præmier
Sidste frist for indsendelse er fredag den 18. december 2009, kl. 23:37:25. Herefter vil Havkajakroernes formand på bedste og mest subjektivt argumenterende måde udtrække en vinder samt en 2. og 3. præmie, som hver får en fuldstændig og komplet overraskende julegave - i løsdele…
Vi bringer selvfølgelig billederne af kajakkerne her på hjemmesiden.
Referencebilledet som man kan kalde “Rockslammer in a Sea Kayak” er fra Brian Schulz’s hjemmeside Cape Falcon Kayak, som forøvrigt på mange områder er et kig værd. Det fremgår dog ikke om det Brian S. selv der har bygget kajakken - eller det er hans 1 årige datter!
Steffen Juul, Admin.
