Praktiske oplysninger

Sommertræf ved Limfjorden, Spejderklinten 23- 29 juli 2018

Sidste nyt: Der er afbrændingsforbud i hele landet. Der må ikke benyttes gastrangia eller gasgrill eller åben ild. Så lad trangiasættet blive hjemme og tag gryder og panden med til el i stedet. Der er lejet 20 elkogeplader samt 5 industripander og i industriovn med 6 plader.

Ryger anmodes om at passe særligt på og medbring metaldåse til skodderne.

Ankomst:
Sundstrupvej 16, 8832 Skals, hvorfra der er skiltning den sidste kilometer til Spejderklinten.

Pladsen er åben fra fredag den 20.7 kl 18.00 men selve programmet på nær nogle ganske få workshops begynder først mandag den 23.7 kl 13.00.
Hvis du kommer før, må du meget gerne hjælpe med at gøre campen klar.

I bliver modtaget ved indgangen til lejren eller meld jeres ankomst ved administrationsteltet. Her bliver i krydset af på deltagerlisten. I får anvist parkering og vis vej til teltarealet 0 til 300 m fra parkeringspladsen.

Parkering:
Der må IKKE køres på teltpladsen og kun parkeres på anvist område. Der vil være et begrænset antal trillebøre og vogne til rådighed til at fragte telt og bagage op til pladsen. Der anvises særlige P pladser til kajaktrailere.

Campingvogne og campere:
Campingvogne og campere anvises pladserne nærmest parkeringsområdet helt op til teltområdet. Der er el til rådighed. Tag godt med forlængerledningerne med.
Det er eget ansvar at få det til at fungere.

Campingregler:
Der må kun opstilles telte på det anviste område og ikke andre steder på det 13 ha store område. Græsset vil være nyslået. Pladsen ligger til dels beskytte af træer for vestenvinden.
Teltene skal stå i klynger af 8 telte med hver sin brandpost med særlige afstande mellem klyngerne og friveje på 7 meter for hver 2000 m2.

Der er el til rådighed i begrænset omfang (men ikke til en privat elkoger). Medbring forlængerledinger.

Der er lavet et Samlingspunkt ved indkørslen. Hvis truthornet – brandalarmen lyder – samles vi der. Der er også et ordensreglement. Det forlanger lovgivningen. Det bliver der alt sammen informeret om ved indregistrering. Brandsikkerheden vil være i top. Der bliver opstillet godt 30 brandposter på arealet.

Det henstilles specielt til RYGERNE AT PASSE EKSTREMT PÅ OG MEDBRINGE METALDÅSE TIL SKODDERNE.

Al brug af åben ild er forbudt inklusive stearinlys.

Der kan også anvises et velegnet område til hængekøjefolkene eller et par store træer til overnatning i trætoppen, hvis nogle dyrker den hobby.

Der skal være ro kl. 23 på pladsen. Det betyder, der ikke må være musik, sang og lignende, men vi må gerne sidde og snakke og fortælle røverhistorier. Kørsel efter kl. 23.00 er ikke tilladt i nærheden af camppladsen. Der er mange muligheder for at mødes i cafeteltet, på stranden eller i Fællesteltet senere end kl. 23.00, hvis nogen ønsker det.

Faciliteter:
Der forefindes 16 almindelige toiletter, 2 handicaptoiletter og 12 brusebade. Brusebad er gratis.  Poletter ligger ved brusebad til fri afbenyttelse. Dette plejer at fungere udmærket op til 500 spejdere. Der er rengøring på hver formiddag og pladsvagten eller hjælpere går en tur hver eftermiddag for at fylde op med toiletpapir, papirservietter og håndsæbe.

Der vil kun være meget minimalestiski solcellelamper på pladsen langs stier, ned til stranden mm, så husk pandelamper eller anden lyskilde. Der er lys i fælles telt, cafetelt og ved servicebygninger. Der er strøm til opladning af mobiler i fællesteltet.
Der er begrænset fryse og køleplads fra 20-40 ældre køleskabe opstillet til dels udendørs.

Der bliver opstillet et stort fællestelt med plads til os alle med borde og bænke. Her findes projektor og lærred. Tæt ved findes et mindre lokale, som benyttes til undervisning om dagen og foredrag om aftenen til maks. 60 personer også med projektor og lærred.

Administrationstelt ligger også tæt ved fællesteltet, hvor pladsvagten ofte vil opholde sig. Pladsvagt bærer tydelig gul vest. I administrationsteltet finder du også en række brochurer over lokalområdet med cykel-, gåture og meget andet.

Der er mindre hytte til tørring af våddragter mm.

Mad:
Du medbringer og tilbereder selv mad og drikke på nær onsdag aften, hvor der er fællesmad og lørdag aften, hvor der er festmenu. Husk at medbringe din egen tallerken, bestik og glas. Der kan købes sodavand, øl og vin fra baren.

Der er mulighed for at bestille specialkost som vegetar. Hvis der er behov for andre madmæssige hensyn så skriv til sommertraef@havkajakroerne.dk og vi snakker om det.

Vi har købt og lejet 20 elektriske kogeblus, 5 elkogekedler og 6 industri elpander 60×60 cm samt 1 industriovn med 6 hylder/plader. De bliver placeret samlet indendørs i et værksted, hvor alle så må gå hen og lave deres mad. Vi kan stadig koge mad og stege pølser, steaks mm, og endda lave ovnretter.

Strømmen ud til telte kan IKKE trække private elkogekedler eller private elkomfurer
Lad trangiaen blive hjemme og tag gryder og pander med til elkomfur.

Hvis du har en kogeplade (220V), som må bruges i det fælles interimistiske køkken, så tag den med, men IKKE til opstilling ved telte.
Vi må IKKE bruge brændere hverken sprit, benzin eller gasbrændere inklusiv trangia og vi må ikke bruge grill, hverken kul eller gas.

En lokal godkendt fiskebil komme forbi mandag, tirsdag, torsdag og fredag og sælger fisk.

Cafe Ulbjerg:
Cafeen åbner hver eftermiddag kl. ca. 15. Den ligger på vej op fra stranden. Her serveres kaffe, kage, te, øl, pølser, kartoffelsalat, HANCOCK øl og vin. Måske leveres der også madpakker på bestilling. Der kan formentlig også bestilles rundstykker. Mere præcist herom senere i en nyhedsmail på FB. Overskuddet tilfalder Ulbjerg IF. De er ved at bygge nyt klubhus og mangler lidt penge, så støt dem.

Affald:
Der er affaldscontainere opstillet mellem servicebygninger. Der sorteres i flg kategorier: Flasker, dåser, pap og blandet affald.

Stranden og kajakparkering:
Der er 350 meter fra p-plads til stranden. Kajakker kan IKKE køres ned med bil. Brug kajakvogne. Alternativt kan du læsse kajakker af ved havnen i Sundstrup eller stranden i Virksund og ro ca. 1500 meter til stranden ved Spejderklinten. Der er gode parkerings muligheder begge steder.

Der er plads til 500 kajakker ved stranden. Opbevaring er på eget ansvar, men lille risiko for tyveri, da kajakken skal ros derfra eller bæres meget langt. Det vurderes ikke nødvendigt at arrangere en nattevagt. 

Sikkerhed ved sejlads:
Det forventes, at man som minimum kan lave en makkerredning. Hvis du ikke kan makkerredningen, er der mulighed for at øve mandag formiddag kl. 9-12 ved stranden. Det er vigtigt – ikke kun for din egen sikkerhed – også for andres, at du får den lært.

Du er også velkommen mandag formiddag, hvis det er et stykke tid siden, du sidst har prøvet og gerne vil genopfriske med instruktør. Det er GRATIS – bare mød op.

http://hvalpsundvejr.dk/ kan du se, hvordan vejret er eller har været. DMI kan du på byvejr for Virksund og Gedsted se prognoser for, hvordan vejret bliver.

Hvis du ikke kommer hjem som planlagt fra en tur, blæser inde, bliver nødt til at opgive midtvejs, så ring til pladsvagten på telefon 6166 4970. Det er vigtigt.

Ved uheld:
Vagtlæge ved region midt (Viborg sygehus er nærmest) har telefon 7011 3131.
Ved uheld ring 112, og derefter til pladsvagt på telefon 6166 4970

Førstehjælps kasse findes ved administrations telt.

Hjertestarter findes i administrationsteltet på pladsen.

Medbring gerne – HUSK:
Pandelampe, kajakvogn, meget gerne en kajaktrailer som kan bruges ved start eller slut andre steder end Spejderklinten, samt alt dit sædvanlige pik-pak.

Tag evt. også din brandslukker fra bilen med op i teltet. Evt. også en cykel som kan bruges til at udforske området fra landsiden eller en tur til købmanden i Ulbjerg, kiosken i Sundstrup eller de 3 spisesteder og ishuse i Virksund.

Husk dansesko til lørdag aften. Dem der gerne vil nyde stilheden kan gå en tur op til Ulbjerg Klint 2 km borte. Det er en flot oplevelse i natten her i det mørke Jylland – pas på ulven.

Dagsstruktur:
  7:00 Flaghejsning m reveille? (spiller du trompet?)
7:30 Yoga (mgl flere instruktører)
15:30 Cafe Ulbjerg åbner
20:00 En daglig grundig velforberedt samling i Fælles teltet

Organisering:
Dagsprogammet findes i fællesteltet. Her tilmelder du dig alle de aktiviteter, der ikke kunne forudbestilles.
Der er opsat pæle på stranden med numre og kursus/workshop numre. Her mødes du til din aktivitet med tovholderen, med mindre I har aftalt anderledes.
Så husk dine aktivitetsnumre, hvad du har tilmeldt dig. Udskriv dit program og tag med.
Det er svært for pladsvagten at nå at hjælpe alle med dette problem.
Nogen vil få informationer om aktiviteten inden kurset på mail, hvis der er noget, der skal forberedes, medbringes eller lignende.

Konkurrence – Vind en havkajak:
Kajak Import forærer en kajak Splint Full-Carbon MV* til træffet som udloddes lørdag aften. Den kan prøves under træffet. Aftal med pladsvagt, hvis du gerne vil prøve en tur. Læs Havkajak 56 om kajakken på side 28. Mere om konkurrencen på træffet.

Fotografer:
Tag selv billeder. Vi arrangerer et sted at gemme fælles. Det kunne desværre ikke komme til at fungere med delvis betalte fotografer.

(Måske) Verdens største kajak-orienteringsløb:
Mandag kl. 13:00 er der velkomst i fællesteltet. Kl 14 er der verdens største kajakorienteringsløb. Kom og vær med og lad os få lidt sjov sammen. Der en kort tur kun ca. 6 km. Vi bliver delt op i ca. 20 hold med erfarne og mindre erfarne sammen, og ror forskellige ture til forskellige poster. Pressen vi formentlig også være til stede både fjernsyn og lokalaviser. Det vil blive et flot syn. Vi har aftalt med sejlklubben, at vi ”blokerer” havet omkring Virksund/Sundstrup et par timer. Vi skal selvfølgelig fortsat overholde almindelige søfartsregler. Farvandet er meget beskyttet under stort set alle vindforhold.

Afgang:
Der ryddes op på pladsen inden den forlades.
Vi glæder os til at se jer, og håber I vanen tro, giver en hånd med, når det bliver nødvendigt

Henvendelse ved spørgsmål:  sommertraef@havkajakroerne.dk